"Trækopfuglens Krønike" er ikke en helt almindelig bog. Den er en bølge af følelser, der vandrer over siderne og trækker dig med gennem dobbelte verdener af magi, drøm, undren, reflektion, søgen, opgivelse og hengivelse. Mærkeligt nok ingen angst. Selvom nogle af kapitlerne er grufulde, er de beskrevet og netop kun "beskrevet" med en næsten Merleau Ponty'sk fænomenologisk tilgang. En nøgtern bog, der som buddhismen kredser om menneskets forsøg på - men også indbyggede vanskelighed med - at acceptere livet, som det er.Sidst men ikke mindst er det en historiefortælling, der både formår at fastholde magien og læselysten, samtidig med at man sidder med en fornemmelse af, at ikke alle døre er blevet åbnet og man ikke har forstået bogen fuldt ud.
Først skal den lånes ud til glæde og undren for andre - og så skal den vist læses igen. Men inden da skal jeg have fundet og gennemtrawlet resten af forfatterskabet, for "Kafka på stranden" af samme forfatter var også en bemærkelsesværdig god læseoplevelse, og er nu sendt på recycling og sommerferie i Storbritanien.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar