torsdag den 13. august 2009

onsdag den 12. august 2009

Skovfoged af den gamle skole søges.



Siden jeg, en præpubertil sommer for mange år siden, læste mig lang og aspargesbleg indendøre i min mors gamle Suzy- bøger og henført drømte om at blive gift med en skovfoged, er der løbet meget vand i åen. 
Men da jeg så den gamle skovfogedgårdHjerl Hede, vågnede den ellers glemte drøm i lys lue. Er der en skovfoged derude?? Helst fra omkring 1850 og med eget hus i skoven.

Kulinarisk oplevelses-overload


I dag har jeg været til møde på Hjerl Hede og kunne lige presse en runde ind inden de lukkede. Det er næsten fyrre år siden jeg har været der sidst, så hele arrangementet er blevet udbygget en del, hvorfor både kameraet og jeg var lettere overophedede, fordi vi skulle nå det hele inden lukketid. Jeg skal lige have konsumeret oplevelsen, så mere om Hjerl Hede senere.
Mødet var led i et samarbejdsprojekt om vestjyske fødevarer og oplevelser, hvorfor frokosten var et kapitel for sig: lammespegepølse produceret på Hjerl Hede, lokalt produceret røget andebryst, andeleverpostej med svampe, vesterhavsost, limfjordsmuslinger groet på tov og de lækreste fjordrejer. Men sidst og ikke mindst var der håndhøstede østers fra Limfjorden og her fik jeg min indvielse. Jeg har ellers brugt et helt voksenliv på at krybe udenom, men disse var faste og lignede ikke "I ved nok". Nu kan det ikke blive nytår hurtigt nok, for jeg vil ha' flere østers, vil jeg. For pokker hvor de smagte overraskende godt.
På min vej mødte jeg disse to flotte husdyr, der begge har betydning for de kulinariske oplevelser i vestjylland. Hvis I skulle komme forbi Hvide Sande på Holmsland Klit er der fødevaremarked på havnen i weekenden den 29. 30. august. Hvis der er en østersbod, kan I finde mig der.

tirsdag den 11. august 2009

På fersk gerning, fanget med snablen i kassen


Man må jo sige, at de to yndigheder gør det noget mere elegant end andre, der i disse dage bliver fanget med snabelen i kassen.
I marken troede jeg det var 2 ens sommerfugle, men så vidt jeg kan se på fotoet, er det to forskellige arter: Danmarks national sommerfugl, Nældens Takvinge til venstre og (tror jeg) tidselsommerfuglen til højre.

Himmel log 24

mandag den 10. august 2009

Mandagstema : Feminin

I mange ikke-arkaiske kulturer opfattes det feminine som et farligt og samfundsomstyrtende element. Tænk bare på hele historien bag Dan Browns bestseller: Da Vinci Mysteriet. 
Heksen fra vores harmløse Sct. Hans tradition er altid inkarneret ved en kvinde, og aldrig en særlig yndefuld eller feminin udgave af slagsen. Dette sure gespenst blev futtet af med et hyl for et par måneder siden, og jeg tror ærlig talt ikke, der blev tænkt een eneste feministisk tanke under afbrændingen.
Flere forslag kan ses her.

Kuglelyn jagter pendler

Ok-Ok det er måske at overdrive en lille bitte smule, men overdrivelse fremmer forståelsen og faktisk følte jeg mig lidt chikaneret af naturkræfterne.
X-bussen kører fra Århus lidt i 6 om morgenen, og når turen tager 2 1/2 time, så sidder man jo mellem avis- og anden læsning og henfalder lidt i egne tanker med og uden lukkede øjne. Men jeg skal lige love for, at den stille meditation her til morgen blev afbrudt med brask og bram, da et brag og et kuglelyn, á la det man kender fra "Tintin og de 7 krystalkugler", eksploderede lige ved siden af vinduet, hvor jeg sad. 
Kuglelyn kan åbenbart opstå under tordenvejr som ca. 25 cm store svagt lysnede kugler, der svæver ca. 1 meter over jorden, med en hastighed på 10 km/ timen. De udsender ingen varme og efterlader intet kemisk spor, og de kan eksistere i op til 30 sekunder, før de forsvinder sporløst eller ender i en voldsom eksplosion. Dette her valgte den sidste løsning og det var alt andet end diskret: en kæmpe eksplosion og et brag, der sad i ørerne i timer derefter.
Er der nogen af jer, der har oplevet kuglelyn?

søndag den 9. august 2009

Vi kom hviledagen i hu

Det var varmt og fugtigt, men det holdt tørvejr og vi kom hviledagen i hu i nogenlunde denne stilling, hvorfor der er ikke sket en dyt ud over, at den sjette og den syvende Murakami bog er gennemtrawlet. Still thumbs up.  

lørdag den 8. august 2009

Hejre og hejre imellem.

De sidste par aftener i Ringkøbing landede der to hejrer på de små stenhøfder og udfordrede min nyfundne zoomfunktion. Den dur dog bedst, når det er motiver helt tæt på.
Jeg har set hejrer i Århus Å i midtbyen, men aldrig tidligere set dem lande på sten og undrer mig noget over, hvordan de holder balancen.

fredag den 7. august 2009

Gyngegåsen gir' den gas.

Sommerferiens mentale 50 km zone er et overstået kapitel. Jeg har lukket ned, slappet af  og ageret tilbagelænet gyngegås i en hel måned.
Det har været sjovt at lege med her i blogland, men jeg må nok også erkende, at der vil blive skåret kraftigt ned for kommunikationsniveauet, nu hvor hverdagen sætter ind og fokus rettes andetsteds hen.
Så jeg vil fortsætte med at skrive, når der er tid og overskud, eller når der er noget, jeg bare ikke kan holde for mig selv.
God weekend til jer alle og gyng lystigt videre, - jeg kigger forbi.

torsdag den 6. august 2009

Himmel log 23

Lykke er.....

Lykke er også.... en kold øl i den ene hånd og en påhængsmotor i den anden. Der var glade miner og en fælles glæde over livet både over og under broen.

Mobil home light.


På min tur i går kom jeg forbi denne vidunderlige bil, med klappen slået op mod udsigten over Ringkøbing Fjord. Alt undtagen glæden og nydelsen ved oplevelsen var kogt ned til et minimum.

onsdag den 5. august 2009

Himmel log 22

Min midtbynæse er ør og svimmel af sensommerdufte.





Inspireret af Per's foto, sprang jeg på cyklen, vendte næsen mod Vesterhavet og tog fjordstien fra Ringkøbing til Søndervig. Den er en del af national cykelrute 4 og løber mellem eng og ager lige i kanten af Ringkøbing Fjord. Det dufter godt i det danske landskab lige nu; tunge berusende duftgardiner og modne hvedemarker, der udsender dufte af både fedme og sødme.
Farverne matcher duftnuancerne og de varme og gyldne tørre sandfarver går igen lige fra køerne til den uundværlige cafe latte.