Viser opslag med etiketten Mad og Vin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mad og Vin. Vis alle opslag

onsdag den 29. juli 2009

Tingelingelater - tang salater

Professor Ole G. Mouritsen har i foråret udgivet en bog: "Tang - grøntsager fra havet", og var i går at finde i det meste af den danske presse for at fortælle om tangens fortrinlige egenskaber som kostindtag. Og sådan opstår et næsten symbiotisk forhold mellem to grøntsager: Agurke(tiden) og tangen. Det er så smukt, så tårerne triller.
Men spøg til side, for når man har grædt og grinet færdig, er det faktisk meget interessant og tankevækkende at dykke ned i emnet med de videnskabelige briller, som professoren tilbyder.

søndag den 12. juli 2009

Ferie, friske boller og champagnebrunch light

Ferie er perfekt bagetid - der bages hver eneste dag, hvilket er en stor fordel for surdejen, der bliver motioneret mere end bageren herself.
Til de friske boller er der fundet en orangemarmelade med champagne - det må prøves!

lørdag den 11. juli 2009

CO2 neutralt køkken-aggregat 5

Den sidste CO2 venlige køkkenting i denne omgang er det lille billige og uanseelige rivejern. Igen køkkengrej, der hverken fylder eller har brug for strøm for at fungere. Ind under vandhanen, op på en krog på væggen og af vejen. 
Med ganske få undtagelser, er rivejernets absolutte fordel, at der næsten kun rives sunde madvarer - så gem det ikke længere væk, end at det altid er lige ved hånden.
Designet er simpelt, men genialt. Med 4 sider, og på hver side sit specielle rivejern, er der ikke grund til at anskaffe sig andre og mere avancerede udgaver.
Med mindre...... ja, altså med mindre man anskaffer sig det lige så CO2 venlige mandolinjern - køkkenets suveræne kejser. 
Hvor lang tid var det lige, der var til jul....??

CO2 neutralt køkken-aggregat 4

Espressokanden må nødvendigvis følge lige i halen på mælkeskummeren. Og ja, jeg ved det godt - de skal begge to over varmen og har begge brug for en smule energitilførsel for at nå frem til det gode resultat. Det har indtil nu ikke været muligt at kombinere kaffenydelsen med den ny trend Raw Food, hvor maden ikke må opvarmes til mere end 42 grader celcius. Men - på den anden side... - så indgår der garanteret heller ikke kaffebønner i kuren, - de er vel allerede diskvalificerede ved ristningen?
Den største udfordring ved espressokanden er at finde en ny gummiring, når den gamle trænger til udskiftning. Hvorfor jeg aldrig har købt et større lager, når det endelig er lykkes mig at finde den rette diameter, har jeg ikke en stående forklaring på.
Det bedste ved kanden er, at den ikke konstant skal tilsluttes elforsyningen, at den ikke optager et halvt køkkenbord og at den heller ikke skal varmes op i hele og halve timer inden, der kan brygges. 
På telttur kan den snildt komme på spritblusset og hæve kvaliteten af en sommeraften betragteligt. Men endagsture kan også sagtens gøre det; prøv en dejlig sommeraften at cykle ud til yndlingsstedet, medbring en trangia, hjemmelavet pandekagedej i en flaske og espressokanden med en god bønne. Så ligger lykken lige om hjørnet og vejen hjem er svær at finde.
Og hvis man endelig har lyst til en rigtig kop civiliseret kaffe brygget under højt tryk, ligger der jo altid den lille italienske cafe 200 meter henne i gaden, hvor værten er ægte italiener og søder kaffen med god betjening og et smittende humør. 

CO2 neutralt køkken-aggregat 3

Mælkeskummeren er importeret fra Rom i den katolske kirkes jubelår 2000, hvor alle pilgrimme valfartede til en by med nyistandsatte kirker, og gader, der var rømmet for de sædvanlige hjemløse og tiggerene, der af bystyret behændig var blevet placeret uden for byen i denne periode. Alt i alt en by, der tog sig ud fra både sin bedste og sin værste side på een gang. Jeg tilbragte sommeren, der sjældent kom under 40 grader på Det danske Institut. Et på alle måder spændende og berigende ophold, der dog overskred spændingsbarometerets skala, da instituttets vandtanke blev ramt af legionella-bakterien og alle skulle undersøges for smitten. 
Ligesom temperaturen rundede jeg også 40 i år 2000. Fødselsdagen blev tilbragt på toppen af Capitol. En helt vidunderlig historisk smuk aften med solen i ryggen og et kammerorkester, der principielt var et koncertindslag i en større international klassisk musikfestival, men som lige på denne aften spillede næsten bare for mig.
Det er nogle af alle de minder, der følger en simpel mælkeskummer, som ud over at spare miljøet for en masse batterier, tilmed er god opstrammende motion for slappe mormorarme.
Altid fulgt af en kop kaffe  - selvom den yngste her på det sidste har introduceret Chai latte med mælkeskum. Det er heller ikke dårligt.

fredag den 10. juli 2009

CO2 neutralt køkken-aggregat 2

Denne kaffemølle fik jeg af et ældre familiemedlem for mange år siden. Hun har været død i nogen år efterhånden, men får altid en kærlig tanke eller to med på vejen, når kaffebønnerne males og kaffen forberedes. 
Sådan kan man jo også skaffe sig et levende, værdigt og smukt eftermæle.
Jeg husker, at der var var 10 års garanti på kværnen, der er rundet af den solide tyske stålindustri. En garanti, der forlængst er udløbet, men kværnen fungerer stadig perfekt. Den kan indstilles, så der både kan kværnes groft til stempelkanden og fint, fint til god stærk espresso. 
Fordelene er mange - dels larmer den ikke uhøfligt og irriterende om morgenen, så resten af husstanden kan sove videre, dels drikker man mindre - og bedre - kaffe, fordi kaffen tilberedes til situationen og ikke står og koger sig sort og bitter på en kaffemaskine. Ja, jeg kan lige så godt indrømme det - endnu en af mine køkkenaversioner!
Sidst men ikke mindst, siger folk med forstand på kaffe, at kaffen skal kværnes i en mekanisk kværn og ikke males i en elektrisk mølle, hvor de fine aromatiske olier fordamper i varmeudviklingen. Så jeg kværner videre......... med kaffen forstås.

Marengs med hindbærskum - sommerhilsen til Benedikte

Opskriften på marengs med hindbærskum er let tilgængelig og gør altid stor lykke - den virker dog bedst for de, der ikke bare har en sød tand, men et helt sødt gebis:
3 æggehvider piskes med 150 sukker og et par dråber citronsaft = 2 bunde, der bages ved 130 grader i ca. 45 min. 
1 pose frosne, eller 1 bakke friske hindbær  blandes i frisklavet flødeskum. De frosne skal lige afdryppe først. Flødeskummen fordeles dels mellem bundene og dels ovenpå, og hele herligheden pyntes slutteligt med hele bær, mynte og/eller citronmelisse.
Men marengsen kan også kombineres med alverdens friske frugter uden flødeskum. 
Hvis fløden bliver for fed, kan man vælge at lave den dejligste softice på under 2 minutter, ved at blende - ja, jeg ved det; her er vi nødvendigvis ude i elektriske hjælpemidler - frosne hindbær med yougurth. De frosne hindbær "automatfryser" yougurth'en. Isen kan du også bruge mellem marengsbundene, hvis det skal være "sundt", men den virker også rigtig godt, når man råber ud i haven, om nogen vil ha' en is - og man så kan levere "varen" på ingen tid i en vaffel.

CO2 neutralt køkken-aggregat 1

Denne pisker har fulgt mig i mange år - den passer lige ned i et af de gamle sylteglas og larmer ikke mere end højst nødvendigt. Og den er uundværlig, når sommerens yndlingsdessert skal produceres: marengs med hindbærskum. 
Der er dog noget ved dette elskede køkkenredskab, som jeg ikke helt har gennemskuet og som giver anledning til spekulationer - for på låget er der printet 3 bogstaver: ESA.
European Space Agency, spørger jeg bare? 
Kan det virkelig være sådan, at en lille køkkenredskabs-iværksætter-virksomhed engang i -30'erne eller 40'erne har udviklet sig til et europæisk rumagentur. Og er det så ironisk nok industri- og rumhistorie på baggrund af dette lille CO2 venlige piskeris, som en tidlig og lavpraktisk forløber for måneraketten? 
Hvis det er tilfældet, øjner jeg helt nye horisonter for de iværksættere, jeg har kontakt med via mit arbejde med at fordele EU-midler gennem landdistriktsprogrammet. En ydmyg start kan være begyndelsen på noget uendeligt stort og vidtrækkende.
You'll reach the moon.............

tirsdag den 7. juli 2009

Amatller - chokolade så det synger

Sådan en dejlig regnvejrsdag skal afsluttes med opklaring og aftensol, en god middag og god chokolade. I aften går det op i en højere enhed.
Hvis du tilfældigvis er på vej til Barcelona kan du besøge Casa Amatller i Passaig de Gracia, 41 tegnet til chocolatier'en Antoni Amatller i 1898 af Josep Puig i Cadafalch. Bygningen ligger lige ved siden af Gaudi's Casa Batllo og Domenech i Montaner's Casa Lleo-Morera. Alle tre er spetakulære bygninger fra modernismens tidlige brydningstid omkring år 1900.
Hvis arkitekturen ikke fænger, kan man sagtens få en god oplevelse med de spiselige lækkerier.

mandag den 6. juli 2009

Luchino! Lampedusa! e Lancaster!

Il Due Leopardi skal vist vente og indtages i det rette selskab og triumvirat.