fredag den 31. juli 2009

Hvem er det egentlig, der skriver på bloggen her?

Dette indlæg er skrevet med ført hånd - katten har taget kontrollen med musen - som katte nu har for vane. Godt kameraet lå ved siden af, så jeg nu kan føre dokumentation for, at jeg ikke kan tage ansvaret for alt, der bliver bragt.

Sidste fredag i juli.

Selvom jeg vil håbe til det sidste, kan jeg allerede nu se at sidste fredag i juli ikke kommer til at blive et udendørsarrangement som i juni måned. Denne gang bliver vi også kun få, for ferien har stadig fat i de fleste. 
Jeg vil lægge champagnen på køl, svinge støvsugeren, dykke i kogebøgerne og glæde mig til en hyggelig aften, hvor der skulle blive god mulighed for at få snakket med alle bordet rundt.

torsdag den 30. juli 2009

Himmel log 18

Det er ren Venedig.

Regnvejret bliver udnyttet til sidste dråbe med indendørsaktiviteter, der kan forsøde de sidste feriedage. Kaffen er malet, brødet er i ovnen og bogen venter utålmodigt. Det er ikke så tosset med sådan en regnvejrsdag, hvor byen kun står på hovedet i vandpytternes spejlbillede.
Produktiv bliver jeg helt af mig selv på mandag. Det bliver også dejligt, men hver ting til sin tid og lige nu er det stadig ferie.

onsdag den 29. juli 2009

Kradsetræsdesigner søges straks

Kradsetræ - nu også med indbygget gemmeleg, til stor moro for de to gamle pensionister. Der uddeles gentagne og rituelle nonstop-lussinger som i en gammel stumfilm.
Men hvorfor i alverden skal det nødvendige kradsetræ til indendørskatte være så æstetisk utiltalende og grimt? Kattene er ganske vist ligeglade - men det er jeg ikke. Lige nu overvejer jeg seriøst det alternativ at stille en gammel lænestol til rådighed.

Himmel log 17

Haruki Murakami "En vild Fårejagt"

Murakami er igen god for en yderst mærkelig og i særdeleshed fascinerende læseoplevelse, der vækker undren og mindelser om 80'ernes og ungdommens postmoderne litteratur. 
Men til tider er han altså også både øm og poetisk, som når han skriver; "Sommerfuglen endte på hendes bryst og blev siddende længe dér, før den lettede igen. Da sommerfuglen var fløjet sin vej, så hun en lille bitte smule ældre ud"
Sommerfuglens korte liv taget i betragtning, kan det næsten ikke blive smukkere.
Jeg vil undres mere endnu og må videre i forfatterskabet......

Tingelingelater - tang salater

Professor Ole G. Mouritsen har i foråret udgivet en bog: "Tang - grøntsager fra havet", og var i går at finde i det meste af den danske presse for at fortælle om tangens fortrinlige egenskaber som kostindtag. Og sådan opstår et næsten symbiotisk forhold mellem to grøntsager: Agurke(tiden) og tangen. Det er så smukt, så tårerne triller.
Men spøg til side, for når man har grædt og grinet færdig, er det faktisk meget interessant og tankevækkende at dykke ned i emnet med de videnskabelige briller, som professoren tilbyder.

tirsdag den 28. juli 2009

Himmel log 16

Guldalderen gløder. "Under Overfladen" med la Cour og Benborg




Århus Kunstbygning viser indtil den 16. august en parallel udstilling med værker af guldaldermaleren Janus la Cour og et nutidigt videoværk af Rikke Benborg.
Entreen er gratis, så brug pengene på en kaffe i cafeen og gå endnu en runde, inden du tager hjem igen,- der er masser af reflektion til resten af dagen.

Advarsel til de der måtte ønske sig en rød Ferrari.


Husk at være lidt mere specifik i beskrivelsen på ønskesedlen - ellers risikerer du at ende med sådan en fætter som her ovenfor, og det er måske ikke lige den, der indgår i drømmen, selvom den til fulde opfylder termen "rød ferrari".
På den anden side, kan det måske også være den eneste chance for et erhverve en af slagsen, med mindre du vælger at skalere ønsket til modelstørrelse.

mandag den 27. juli 2009

Himmel log 15

Skuden elsker joller.

Jeg er vild med joller og gamle træbåde. Ikke fordi jeg er på nogen måde dyrker sejlads eller anden befordring til vands. Men jeg er forelsket i formerne, der falder så godt på plads i øjnene og håndværket, der kun kan beundres. Hvis jeg skulle starte forfra, tror jeg at jeg ville vælge at blive skibstømrer.

Mandagstema: Mandag




Mandag er museernes globale hviledag. 
I morgen går det løs igen, også for min lokale nabo Århus Kunstbygning, der er tegnet af arkitekten Høegh-Hansen.
De øvrige bidrag kan ses her.

søndag den 26. juli 2009

Grib den nærmeste bog og leg med.

Grib den bog der er tættest på dig. Gør det lige nu!
Gå til side 56.
Find den femte sætning.
Skriv den i kommentarfeltet.
Led ikke efter favoritbogen, den mest cool eller intellektuelle bog. Brug den nærmeste bog!

En lille leg fra facebook. Jeg kan hilse og sige at det var en skæbnestung sætning, jeg fandt i P.O. Enquist. Det var lige før, jeg brød reglerne og greb ud efter en bog længere væk.
Nu er jeg startet på Haruki Murakami: en vild fårejagt. Sætningen her lover - på sædvanlig Murakami'sk facon - ganske godt for resten af bogen: 
 
"Så længe det kun var et skud, kunne han stadig være hr. Tilforladelig, men det var ikke til at sige, hvornår han ganske tilforladeligt vil fortsætte med skud nummer to."

Hvad siger din nærmeste bog?  

Per Olov Enquist: Et andet Liv

Fra denne bog om en mand, der langt op alderen, var en fremmed i sit eget liv og sine egne miljøer, er der specielt een sætning, der har brændt sig ind:
"Det er lige det, der er spørgsmålet, tænker han. Ikke hvordan det går. Men hvem man var og hvem man bliver".

lørdag den 25. juli 2009

Himmel log 14

Så er der ikke mere krudt for den 25 øre

I dag skal hortensia'en nydes


I dag skal hortensia'en nydes, siger damen, der altid står op, når det bliver lyst...... og mørklægningsgardinet ruller op.  
Sikken skøn lur - og sikke dejlig renvasket by.

fredag den 24. juli 2009

Himmel log 13

Dagens vejr i retrospekt.


Hold da helt op for en byge - det var så dækslerne hoppede ovenud af vandtrykket. 

Her dovnes og tygges drøv inden den sidste uges ferie begynder.

Kindle-free zone

Bjerget kommer pludselig til Muhammed.


Med den nys opdagede kraftige zoomfunktion er der ikke længere tale om, at Muhammed skal komme til bjerget. Jeg skal dog lige have fundet ud af, hvordan billedet kan gøres mere skarpt over den lange afstand, hvor det mindste åndedræt eller ryst på hånden, betyder et udsving på flere meter i motivets ende.
De allerøverste kirsebær, der ikke kan nås med stigen, kan nu også inspiceres nøje, men det er faktisk et dilemma, for de ser jo alt for lækre og indbydende ud til en fremtid som fuglefoder. 
Jeg må vist udtænke en metode...

torsdag den 23. juli 2009

Himmel log 12

1 dag, 2 ture, 2 himmelstræbende oplevelser


Dagens to ture bragte mig til to helt forskellige miljøer. 
Jeg holder mig meget af Århus, men allermest af, at der ikke er langt ud af byen. Skoven, vandet og landet ligger i bekvem cykleafstand og kan nås på ingen tid, hvis bare man husker at tage sig sammen.
Formiddagsturen gik til Moesgaard Strand gennem en våd og duftende bøgeskov, der filtrerede lyset på smukkeste vis. 
Aftenturen gik ud på den nye sydhavn, der forsætter så langt som halvvejs til Mols. Det er imponerende, hvor meget fastland, der lige er blevet etableret i den sammenhæng.
Status: ingen punktering i dag!

Tekniske landvindinger ved et tilfælde.

Hvem skulle nu have troet det - der er meget mere zoom på mit lille automatkamera end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Nu har jeg haft det i 3 måneder og som lykkelig amatør hele tiden troet, at der var 3,6 et eller andet zoom på, og så opdager jeg i dag, at det kan det komme helt op på 14,3. Måske skulle jeg snart få læst den manual, - der er garanteret flere skjulte skatte gemt i automatikken. 

Skønne krøllede bænke i Århus midtby.


Jeg har tidligere efterlyst flere bænke i bybilledet og nu er de så arriveret. Men måske i en lidt anden og overraskende udgave, end jeg havde forestillet mig. 
Kunsteren Jeppe Hein har som første etape i sin kommende udstilling på Aros placeret 10 forskellige bænke i bymidten. 
Ingen af dem er konventionelle siddepladser, hvorfor de alle pirker lidt til vores forestillinger om samværet i det offentlige rum. Og i dag med masser af regn er denne udgave en veritabel vandrutchebane.

På sådan en dejlig regnvejrsdag tror jeg, at jeg vil tælle sten, een af gangen.

onsdag den 22. juli 2009

himmel log 11

Det trækker op til en punktering.

Kan punkterfri dæk punktere?

Ja, det kan de så godt. Jeg har det håndgribelige bevis lige her på baghjulet - og endda på den allerførste køretur. 
2 damer i deres bedste alder, 2 spritny cykler og en dejlig køretur rundt om Brabrandsøen. Cyklen er lige afhentet efter nøje udvælgelse og høj lovprisning af de punkterfri dæk, som de såmænd har en overskåret model af i forretningen, på pædagogisk vis med isatte tegnestifter, der slet ikke når halvvejs gennem gummiet. 
Er der ikke noget om, at hvis det regner på ens bryllupsdag betyder det rigdom og lykke? Kan det i nødstilfælde overføres på cykler? Hvis man punkterer på den første cykeltur, sker det ikke igen eller....?
Under alle omstændigheder kørte den som en drøm, lige til jeg blev nødt til at trække resten af vejen hjem.
Den er også god at trække med......også uden propel......

Træpropel og rainy gray er en civiliseret kombination.



De er så flotte, de gamle propeller i træ, og jeg undrer mig, hver gang jeg ser en propel, hvordan man lige fandt ud af, at denne form var den mest optimale. 
Jeg kan ikke huske navnet på denne gamle maskine fra 1911 med andenæb og de originale røde dæk, der næsten ikke er der mere. Den står på Danmarks Flymuseum i Stauning, og er en på alle måder skrøbelig sag, som jeg helst vil nyde på landjorden. 
Men engang har den været landvindende og luftbetvingende teknologi; elegant, delikat og smuk i farver og konstruktion. 
Farven minder lidt om min nye cykel.... måske skal den monteres med en lille træpropel?

Sund og syndig langsom morgen.

Frugter med skyr smager dejligt om morgenen - men kaffen kan jeg nok alligevel ikke undvære.

tirsdag den 21. juli 2009

Cykeldrømme

I morgen må jeg lede videre - det er sørme svært, når man er kræsen og cykelfabrikanterne generelt ikke hyrer de bedste designere.
Men denne her... kunne godt gå hen at blive en yndlingscykel med de smarte orange hjul.

Himmel log 10