fredag den 10. juli 2009

CO2 neutralt køkken-aggregat 2

Denne kaffemølle fik jeg af et ældre familiemedlem for mange år siden. Hun har været død i nogen år efterhånden, men får altid en kærlig tanke eller to med på vejen, når kaffebønnerne males og kaffen forberedes. 
Sådan kan man jo også skaffe sig et levende, værdigt og smukt eftermæle.
Jeg husker, at der var var 10 års garanti på kværnen, der er rundet af den solide tyske stålindustri. En garanti, der forlængst er udløbet, men kværnen fungerer stadig perfekt. Den kan indstilles, så der både kan kværnes groft til stempelkanden og fint, fint til god stærk espresso. 
Fordelene er mange - dels larmer den ikke uhøfligt og irriterende om morgenen, så resten af husstanden kan sove videre, dels drikker man mindre - og bedre - kaffe, fordi kaffen tilberedes til situationen og ikke står og koger sig sort og bitter på en kaffemaskine. Ja, jeg kan lige så godt indrømme det - endnu en af mine køkkenaversioner!
Sidst men ikke mindst, siger folk med forstand på kaffe, at kaffen skal kværnes i en mekanisk kværn og ikke males i en elektrisk mølle, hvor de fine aromatiske olier fordamper i varmeudviklingen. Så jeg kværner videre......... med kaffen forstås.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar